Sådan har jeg haft det i en hel del år - med skydiving! Jeg havde næsten talt tanken til døde, for det blev aldrig til noget i Danmark, for hvor tit er det man bruger 2700,- på en flyvetur i et alt for lille fly, og så et spring der varer 5 minutter? Bare for sin fornøjelses skyld? Så det blev aldrig til noget, for jeg havde ikke 2700,- til det, så ville jeg ærligt talt hellere have mad på bordet og tøj på kroppen.
Men! Nu er jeg jo i Island, ganske vist for at arbejde, men det skal da ikke afholde mig fra at underholde mig selv, når jeg har fri - vel?
Så da jeg var alene, den tid Sille var hjemme til eksamen, sad jeg og søgte lidt på nettet over ting man kan lave i Island og det første min hjerne kunne komme i tanker om var: SKYDIVING, så det typede jeg ind i søgefeltet på google, og snart var jeg i gang.
Jeg skrev en mail med det samme, og der gik oceaner af tid inden jeg fik svar, eller rettere, jeg fik overhovedet ikke svar, så jeg skrev igen, og igen (lidt som nephews sang...), og på den tredje mail jeg skrev, fik jeg svar!
En mail jeg vel at mærke skrev mandag.
Jeg fik at vide at de sprang på alle gode hverdage og ellers i weekenderne, hvis vejret var til det. Selvfølgelig ville weekenden have været bedst, men noget skreg inden i mig for at prøve det - og vejret så ikke ud til at blive godt i den først kommende weekend, så jeg blev spurgt om jeg kunne TIRSDAG, altså den følgende dag?! Jeg var selvfølgelig frisk, de skulle bare lige vide at jeg skulle fra arbejde først og nok først kunne være det omkring kl 17.30.
Næste morgen ventede jeg svar, men var nødt til at gå hele arbejdsdagen før jeg vidste om mine planer om at kaste mig ud fra et fly, fastspændt på en anden, skulle udsættes, eller kunne udfoldes den samme dag.
 |
| Hella Airport (flugvöllur Hella), ca en times kørsel fra Reykjavik |
Jeg fløj op! Mit hjerte skippede et slag for så at tage til i slagvolumen.
Jeg havde samme følelse som et barn der står op om morgenen og ved det har fødselsdag, jeg glædede mig! Jeg var spændt, men på ingen måde bange eller nervøs, jeg vidste hvad jeg gjorde og jeg vidste hvad det kunne indebære - så jeg informerede ingen om min snarlige personlige udfordring - ud over Sille selvfølgelig.
Da klokken blev 17.20 trillede vi i den lille bil ned og tankede, så vi faktisk kunne nå hele den lange (90 km) vej til Hella.
Vi nåede Hella kl 18:40 altså var der fin tid, så kunne jeg også nå at falde mere ned end jeg allerede var.
Da vi ankom til lufthavnen, var det et fly, der var ved at lette, eller i hvert fald gjorde klar til snarlig opstigning og måske gav den sidste instruktion.
Jeg gik ind i venteværelset, hvor der selvfølgelig var udstyr til måling af forskellige parametre i forhold til vejret og vejrskifte, vinden var VSV, men den aftog noget i den tid jeg ventede.
I venteværelset var en anden kvinde, Tammy. Hun og hendes ven var på udvekslingsophold i Island og deres ophold var ved at være slut og så havde de fundet på at det kunne da være sjovt at skydive, lidt som jeg.
Vi snakkede lidt, og så så flyet lette. Nu var der ingen vej tilbage for ham der sad deroppe.
Det Tammy frygtede mest var det frie fald, eller i hvert fald, det øjeblik det kilder i maven. Det øjeblik på turen man senere ønsker havde varet endnu længere.
Da han landede igen, var han ét stort smil, høj på adrenalin, og min lyst til at springe steg flere gange, da jeg så ham.
Klokken havde nu passeret 19:30 og Tammy skulle også op, jeg tog det helt stille og roligt, for mit eneste mål var at komme op - og så ned med faldskærm, så det var underordnet hvor lang tid jeg skulle vente.
Da Tammy kom ned, var hun mere eller mindre målløs, hun kunne næste ikke tale så overvældet af glæde og adrenalin var hun og nu var det så min tur.
Da jeg så hvor meget arbejde der var med at pakke en faldskærm sammen, havde jeg det fint med at vente ekstra tid, den skulle jo gerne folde sig rigtigt ud.
Så jeg spiste lidt mad og blev sat til at se en lille kort film fra USA. Den handlede meget enkelt om, hvor farligt det kunne være, hvor mange fejl der kunne forekomme og vejrets betydning, og så blev jeg oplyst om at jeg inden springet skulle udfylde en kontrakt, hvor jeg skrev under på at hvis jeg blev invalideret eller døde, var det min egen fejl fordi jeg satte mig op og stolede på udstyret, så der var ingen mulighed for at sagsøge.
 |
| Mig iført mit smukke udspringsgear, jeps jeg er en havenisse, som min kæreste så smukt udtrykte det - hvilken kærlighed... |
Inden jeg blev blev iklædt en dragt og fastspændt i en sele, blev det gennemgået hvad der skulle ske, og hvad jeg skulle huske, så som: Hold fast i sikkerhedsstropperne, hold benene samlet og pres dem opad og bagud og kig bagud.
Da han nåede til punktet: "Når vi skal ud af flyet": "Så svinger jeg mit ene ben ud, du svinger dine ud og hænger i luften mellem mine ben" svarede jeg helt roligt: "okay".
Hans forbløffelse var ikke til at tage fejl af og han sagde så: "altså normalt plejer folk at blive nervøse, når de får det her at vide" Men jeg vidste jo jeg skulle ned og det skulle ske i faldskærm, så der var ikke rigtig nogen anden mulighed end at hænge i luften for senere af blive skubbet ud - jeg har helt afklaret.
Andet skridt efter tøjet er at stige ind i flyet - og at presse fire mennesker ind i så lille en kabine, er noget af en opgave, man skal ikke være berøringsangst :)
Flyets motorer startede. En let brummen gik gennem kroppen overført fra maskinen. Min puls var stadig rolig. Vi trillede ned af landingsbanen, for at nå den fjerneste ende. Banen var af græs og den var rimeligt bumlet. Flyets kabine var klistret sammen med 3M tape, for at løse dele ikke skulle rasle rundt - stadig rolig, ingen ændring i puls.
Flyet vendte for enden og accelererede nu og klar til take-off lettede vi, hurtigere og lettere afgang end nogle af de store flyvere kan præstere.
Vi havde sluppet kontakten med jorden og nu steg vi stødt op mod 8000 fods højde (udspringshøjden).
Solen var ved at gå ned i horisonten. Det var umuligt at vurdere hvor langt vi var oppe, for det eneste jeg kunne se var marker og vandløb, og det var så fortryllende at alt andet var lige gyldigt.
På den ene side af flyet var solens nedgang, den nærmest lagde sig til hvile på oversiden af skyerne og brugte dem som pude. På den anden side lå Eyjafjallajökull og Katla smukt beklædt i is og sne, majestætisk hævet over den ellers flade jord og skabte en kontrast der kun findes få steder i verden.
Flyet steg lidt mere i højde og vendte, for ikke at komme for langt væk fra vores luftrum og landingsbanen.
Det var som meget hyggeligt, der blev snakket og sunget (mana-mana...) og efterhånden syntes det at man havde siddet i flyet alt for længe og jeg ville faktisk gerne ud.
Måske er det derfor flyene er så små, så folk faktisk gere vil springe ud af dem helt naturligt/ instinktivt?
Ikke så snart havde jeg tænkt den tanke, før jeg fik besked på godt at kunne tage mine goggles på, og så vidste jeg hvad der skulle til at ske.
Uret viste 6000 fod, så vi ville snart nå højden, hvor flyet ville sænke hastigheden og vi skulle springe ud.
Svala (ved ikke hvordan det staves men udtales som jeg har skrevet det, cirka), skulle hoppe først, efterfulgt af mig og min co-jumper og sidst Jon vores kameramand, der til sidst gav mig cd med go-pro film fra turen.
Svala sprang. Det gav et lille sæt i mit indre. Det var ærligt talt ikke så rart at se på. Så svingede Hjörtur sit ben ud. Så hang mine pludselig ud af flyet. pressede dem bagud og opad, ind under flyet, hovedet tilbage, og på GO! var der ikke længere kontakt med andet end den frie luft - det frie fald.
Det første milli-sekund var ikke til at mærke. Så kom en let kilden i maven og jeg fik styr på min krop imens. Så var der stilstand. Jeg kunne ikke mærke jeg faldt, på andet end den kolde luft mod mit ansigt. Det var fantastisk! Jeg blev klappet på skulderen og kunne løsne grebet fra mine sikkerhedsstropper ved skuldrene og strække dem ud fra kroppen i 90 grader.
Det var befriende på en måde, der ikke findes ord for, før man har prøvet det selv.
Så blev jeg klappet på skulderen igen, tog hænderne i stropperne igen og faldskærmen blev udløst. Nu var der ikke andet end en ca. 5 min tur ned, man kunne se langt, til gletsjer og vulkan, til byen og bjerget vi skal over for at komme hjem.
Vi tog nogle turns og nød alt i alt hele turen ned.
Landjorden nærmede sig, jeg løftede benene, og den eneste tanke der gik igennem mit hoved var: "årh nej, allerede nede! åh det kommer til at gøre ondt at lande på numsen!"
Ja vi var allerede nede men det gjorde ikke ondt at lande, og mint første ord efter landingen var: "wauw!".
Det var første og absolut ikke sidste gang jeg springer frivilligt ud af et fly, og mærker den totale frihed.
Jeg ville gerne uploade filmen af mit udspring og turen videre ned med faldskærmen, men videoerne er for store...
Men det var en fantastisk oplevelse og det er ikke sidste gang jeg gør det!Jeg ville gerne uploade filmen af mit udspring og turen videre ned med faldskærmen, men videoerne er for store...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar