Afsked og hjemrejse

Ja. Dagen skulle jo komme, hvor jeg skulle rejse, og det ville være løgn hvis jeg sagde det ikke var med blandede følelser.
Island er ganske enkelt fantastisk. Jeg har prøvet så meget jeg nok ikke til ogen foreløbig og det har gjort noget ved mig, det har rørt mig, modnet mig, gjort mig mere hel. Jeg kan kun håbe på at jeg kommer til at efterleve det når jeg komme til Danmark igen.
Jeg har svømmet og løbet mere end jeg har gjort i mange år, selv når jeg ikke gad. Jeg er hoppet ud af et fly! Jeg er begyndt at leve lidt som en islænding - hvis jeg får en pludselig indskydelse, så springer jeg ud i det, hellere end at at overtænke alle risici, der kan være forbundet med det.
Jeg omfavner mit indre barn, for kun som et barn oplever jeg verden og alt i den, med samme umiddelbarhed som et barn. Jeg åbner mine sanser og indtager alle indtryk, gør dem til en del af mig og gennem dem bliver jeg langsomt men med sikre faste skridt fremad, et mere helstøbt menneske.

Børn er ikke uansvarlige, de er nysgerrige og lærer af deres fejl - og jo! Det er helt iorden at begå fejl, for det er dem vi lærer af, hvis vi ikke vil lytte til andres erfaringer.
Det kan måske lyde som en kliché, og det er måske blevet fordi folk ikke gør det rigtigt, men lyt med hjertet og du vil forstå, har man hjertet med i det man gør, er det svært at gøre noget helt forkert.

Man skal giver sig selv lov til en dag bare at gå, man skal have et mål, fx at nå toppen af en bakke, og mens man går, skal man ikke tænke, man skal bare lade benene gå, hvor de gerne vil, lade vejret være en del af oplevelsen og trække vejret - helt ned i maven og puste ud og blive ved med at gå.
Så kan det være man ser målet (eller det tror man i hvert fald) og sætter kursen mod toppen, først helt deroppe erkender man det var forkert, men det man ser heroppe er alligevel fantastisk måske et krater som man ikke ville have set ellers, hvis ikke man var gået forkert - en lille fejl er altså med til at åbenbare noget helt ekstraordinært, som man ikke ville have set, hvis ikke man havde ladet barnet i maven bestemme.

Gennem hele livet skal alt være så seriøst, vi skal i skole på gymnasium videre på universitetet og få et godt betalt job. Men hvad hvis man ikke passer ned i de kasser, hvad hvis man er mere interesseret i at drømme og sanse og opleve eventyr? Kan det lade sig gøre i en verden som denne? og hvilke omkostninger har det?
Det eneste man skal gøre op med sig selv er: Vil jeg have mange penge og ingen tid eller energi til at bruge dem? eller vil jeg have en del færre penge og lade livet være en gave og opleve alt det man tager for givet? Hvor ofte er det man vader sin by tynd for at de små ekstraordinære ting, som måske er oversete turistattraktioner? Alle tårnene i København fx? Tage en cykel til Dyrehaven i Klampenborg og gå en tur derude omkring Eremitagen og lægge mærke til alle detaljerne måske endda komme tæt på en kronhjort?
Gå en tur på volden omkring Christianshavn? Der er så meget man ikke gør fordi man bor i en by, fordi man hele tiden kan gøre det, man har ikke det tidspres som turisterne har.
Man bør en dag være turist i sin egen by.

Sådan har jeg oplevet Island de sidste to måneder.
Hverdagen var ganske vist præget af arbejde og hverdagsrutiner der hurtigt bare blev til svømning og løb, fordi det var det der var overskud til, med 14 km til centrum af Reykjavik. Og jo, jeg valgte en dag at gå 20 km i alt for at finde en botanisk have som jeg ikke fandt, men det var en dejlig gåtur, bare fordi jeg kunne, det tog lige knap 4 timer og jeg fik set noget af det område jeg boede i på en helt anden måde, fordi jeg gik et sted jeg ellers aldrig ville have gået, blot fordi jeg lod min indre eventyrer lede mig på vej.

Selvfølgelig svinger man aldrig benene ud af sengen HVER dag med samme iver for at komme i gang, fordi man ved at man alligevel aldrig bliver færdig med et man laver, men sådan er det nu med arbejde - man har valgt det og den eneste gulerod ved det hele er man får løn når måneden er slut og man på et tidspunkt kan gå på pension. Eller!! Det VILLE det være, hvis man i virkeligheden ikke gider det man laver.

Islændingene er pressede, det tror jeg ikke rigtig, der er nogle, der er i tvivl om, men alligevel er der en ro, psykisk ro.
Jeg ved ikke om det er fordi de har givet op, og bare følger med som lemminger eller fordi de ved der er vigtigere ting i verden end økonomi? Jeg har ikke svaret men hvis vi havde så slemme økonomiske tilstande i Danmark ville endnu flere hoppe ud foran S-tog eller lave andre selvmordsforsøg.
En ting jeg har lært i Island er "måske" lige meget ja og nej for at citere Anders "Anden" Mattesen, hvis de ikke kender svaret undlader de at give et svar, og det er utroligt afstressende faktisk.
Man skal ige vende sig til det når man kommer fra et land, hvor man helst vil kende den totale plan for dagen eller gerne ugen inden man går i gang, men sådan fungerer det bare ikke altid. Med ordet måske, holder man flere muligheder åbne.
Ærligt, så bryder jeg mig ikke om den måde ordet "måske" bliver brugt i Danmark, for der betyder det "ja, med mindre jeg finder noget mere spændende", det kan let anvendes til at holde folk hen og det er ganske enkelt forkert når man er sammen med venner, men hvis man ikke kender et udfald, kan det være lettere at sige "måske" eller ganske enkelt "nej" hvis man ikke lige har tid, eller overskud i en virksomhed.

Så sidder jeg her og spiller klog i Keflavik International Airport, løfter hovedet fra skærmen og ser at mit ellers tomme café-område er blevet opfyldt af mennesker.
Nogle taler sammen, nogle er alene og gør som jeg ser film/hører musik/chatter eller andet interaktivt, nogle par sidder over for hinanden, med hver deres device (elektroniske enhed; ipad/computer), uden at kommunikere med hinanden, det gør lidt ondt faktisk. En sidder med sit barn, alene og barnet tegner, der lugter af mad og kaffe og sodavand, det er svært helt at skelne lugtene, men det er som i en klassisk lufthavn og butikkerne har faktisk åbent, alene fordi her er mennesker, da jeg trådte ind i området for omkring 2 timer siden var alt mere eller mindre lukket og her var dejligt stille.
Kan godt mærke jeg er ved at være træt.
Dagen begyndte kl 7 imorges, eller rettere 6.30 hvor jeg vågnede uden vækkeur... så jeg blev liggende til kl 7, hvor jeg trimlede ud af sengen og tog et eller andet på, og begyndte at rydde op på værelset og hente det sidste tøj, der havde været til vask, jeg var faktisk klar til at rejse, men der skulle lige arbejdes tre timer før jeg kunne holde fyraften og det var ikke ligefrem motivation jeg havde.
Men tiden gik og endelig fyraften med cheesecake og hjemmebagte boller som jeg havde bagt til afsked.
Sille fik bilen i weekenden hvilket betød at vi kunne nå i svømmehallen og jeg dermed kunne nå en sidste tur i varmt bad og bare generelt får svømmet.
VI nåede tilbage til huset kl 18 og med halvanden time til afgang mod centrum for at sende mig med en bus, satte vi os i køkkenet igen en sidste gang med hver vores computer og snakkede, der var en helt særlig ro over huset, og nu var det tydeligt at min hjemrejse stod for døren.
Jeg hentede min kuffert og rygsæk, tætpakket men lige akkurat indenfor vægtgrænsen (19,3 kg for kufferten).
Jeg pakkede mig ind i 6 lag tøj og lignede mest af alt en michelin-mand men jeg kom afsted og de sidste 20 minutter i Reykjavik sad jeg bare ved havet og betragtede måger indtil min bus ankom og kørte mig til Keflavik, hvor jeg så har været siden.

Nu mangler jeg bare at boarde, klokken er nu 00.07 lokaltid (Island) og imorgen kl 0600 (dansk tid) er jeg i Kastrup.
Jeg glæder mig til at komme hjem, specielt med alt det jeg har med i bagagen både af oplevelser og materielle ting.

Man skal helt klart gøre sig selv den tjeneste at tage til Island, hvis man har tid og råd til det, byen har alt til den natur-syge, den eventyrlystne, plantenørden eller byboeren.

Godnat fra Island og godmorgen i Danmark