How to? - søg, find og rejs, guide til praktik i udlandet

Tænkte jeg måske ikke var en eneste der kunne have problemer med papirarbejde og rækkefølge når man gerne vil i praktik i udlandet - jeg syntes i hvert fald det var VILDT uoverskeuligt og jeg kunne ikke rigtig få nogle entydige svar, når jeg spurgte, jeg blev sendt rundt til alle mulige.

Så HER er en oversigt og praktisk rækkefølge :)

1. Skab en kontakt i udlandet, spørg evt. nogle af dine kollegaer/venner om de kender nogle, der er med garanti nogle der har været udenlands.
2. Når kontakten er skabt, find så ud af om de allerede er godkendt til elever, eller de først skal godkendes.
• Ikke godkendt - inddrag skolen i godkendelsen, og afvent til godkendelsen er i hus.
• Godkendt - få uddybende kontakt-oplysninger der skal anvendes til en Forhåndsgodkendelse  linket fører ind på borger.dk hvor man kan finde diverse blanketter i forbindelse med PIU (Praktik I Udlandet)
3. Når du har fået godkendt din praktik, skal der udfærdiges en Ansættelsesaftale/kontrakt. Du modtager den underskrevet af praktikværten og sender den underskrevet videre til både din uddannelsesleder/-institution og tilbage til din kommende praktikvært.
4. Når kontrakten er i hus, er du i princippet klar til at rejse.
5. Afhængig af hvor du skal hen, skal du være opmærksom på om det er nødvendigt med vacciner?
6. Husk at have styr på dine forsikringer! 
7. Bestil billetter og rigtig god rejse :D

REFUSION!!!

Er du under uddannelse, eller arbejder du, kan du få dine udgifter refunderet hos AUB (Arbejdernes Uddannelsesbidrag). Linket er ret givende, men det kan være besværligt at finde selv, ellers søg på Google: "Arbejdernes uddannelsesbidrag" og find der hvor søgningen inkluderer borger.dk.

Her finder man også information omkring hjemkaldelse til eksamen eller skoleophold. Det ER altså muligt at tage afsted selvom man skal på skoleophold, til eksamen eller der pludselig bliver familiære problemer med fx dødsfald.

Kontakt evt AUB pr telefon, de er yderst hjælpsomme.

Håber det løftede lidt af sløret for, at det faktisk ikke er så svært, når lige man er kommet i gang. 

Men det vil klart være en fordel at starte i god tid med sine søgninger, da det klart er lidt presset at få en aftale i huset i løbet af 4 uger  - som jeg gjorde selv, men det lykkedes da.

Forkrøblede birketræer

Efter al for lang tid med plantning - i frossen jord og stiklinge produktion, har jeg igen fået en motorsav i hånden!
Så vi pakkede den lille røde bil og kørte efter Gustaf, ud til vores arbejdslokation, ca 20 min væk - det giver måske en lille idé om størrelsen af naturreservatet Heiðmörk.
Vi skulle lave udkørselsspor og derved rydde en hel del birk (betula), lidt pil (salix)og fælde nogle rødgraner (picea abies). Det virkede som en overskuelig opgave, lige indtil vi skulle finde det spor der skulle ryddes.
Vi kravlede under, over, igennem små forkrøblede birketræer, det var næsten som en forhindringsbane, og her skulle man også passe på, ikke at få noget i øjnene.
Efter mangen krig med buske og diverse træer kom vi endelig til sporets ende, og skulle nu den modsatte vej for at hente vores save...
Det endte med at blive en yderste lærerig nedstigning, om man så kan kalde det.
De birketræer vi kender fra Danmark har gerne formen der ses på billedet nedenfor:

Klassisk birkeskov i Danmark

Mens de islandske birketræer er underligt, voldsomt krogede, se  nedenstående billede

Billede af klassisk islandsk birkeskov - kontrasten skulle gerne være til at få øje på.

Jeg havde undret mig over de forkrøblede birketræer siden jeg ankom, for de ligner alt andet end træer, snarere buske af en udefinerbar art.
Jeg spurgte hvilken type birk der er mest almindelig i Island, og det er Dun-birk (den har små fine hår - kendes som Bétula pubéscens).
Men dværg-birken (Bétula nana) spiller en væsentlig rolle i det underligt udseende birketræer.
Der er i Island nemlig blevet dannet en hybridform af dun- og dværg-birk. Bladede har en størrelse der ligger mellem dun-birken der har relativt store blade og de noget mindre blade på dværg-birken.
Derudover har hybridformen en klart busket struktur, men vokser meget mere i højden end den rene dværg-birk.

Her ses et billede af Bétula nana - dværgbirk

Og her et billede af Bétula pubéscens - dunbirk

Det er biologisk set hel normalt at dværgbirk danner krydsninger med andre birke-arter, men fordi dværgbirken er udryddet i Danmark, ser vi ikke disse fascinerende krydsninger.

Faktisk finder man kun dværgbirk i forbindelse med mosefund, som Egtved-pigen og Grauballe-manden.

Krydningerne er ofte stærkere end de rene arter, men kan selvfølgelig også være svagere, præcis som andre hydridformer i naturen. 

Med den mængde af hybrider vi er kommet forbi denne arbejdsdag, vil jeg vælge at tolke at krydsningen faktisk er stærkere, fordi den er tilpasset klimaet og den vokser ganske aggressivt.

Birk bliver betragtet som ukrudt, det vokser ganske simpelt steder man ikke ønsker og i mængder man ikke er interesseret i. Men i Heiðmörk, der også er et rekreativt skovområde, er birk væsentlig at have, fordi publikum generelt er glade for træet, men det kan grundet den forkrøblede form ikke anvendes til produktion og tager derfor en del plads, fra andre produktionsanvendelige træer.

Denne pladsovertagelse er imidlertid en rigtig fin ting, når der skal plantes nye planter, for hybridbirkene er gode til at skabe læ, og der var da heller ikke meget vind da vi gik rundt og skovede/tyndede, det blev faktisk decideret varmt.

Endvidere er birkene også rigtig gode til småfuglene i landet. 

Der er altså endnu en grund til at tage til Island, det er muligt dels at se dværgbirk men også hybrid-birk i store mængder.

Helt rart at få mysteriet om træerne afklaret.

Heiðmörk, pseudkratere og Mars

Måske er det faktisk på tide at fortælle lidt om det naturområde jeg bor i disse to måneder af min praktik.

Området hedder Heiðmörk og ligger ca. 15 km fra centrum af Reykjavik. Området blev lavet til naturreservat i 1956 og siden da er der blevet plantet mange træer, målet er at plante 5000 træer årligt pr ha.
Det er en hel del, specielt i betragtning af, at alle de små træer - værende birk (betula), pil (salix), el (alnus), fyr (pinus) og gran (primært picea sitchesis), faktisk allerede fylder en hel del.
I naturområdet ligger også vandreservatet.
Vandreservatet har ikke været plejet i 30 år, fordi man har været nervøs for forurening af undergrunden og dermed vandreserverne til Reykjavik, fordi de netop kommer fra dette reservat - og på en måde forstår man dem godt, for når man kommer fra fx Danmark og der er vant til en blid klor-smag i postevandet, er det en fornøjelse at kunne åbne for vandhanen og drikke rent, velsmagende kildevand - det er helt klart bevaringsværdigt. Til gengæld har naturreservatet (hvor jeg er i praktik) kun fået nøgle til det ene aflåste areal, og ikke det andet.

Jeg fældede et af de større træer i vandreservatet i en tynding for at give mere plads til de andre træer. Træet skal ikke anvendes til produktion, men bliver anvendt til brænde som sælges til forskellige mennesker i området og Reykjavik, fx et pizza-bageri, som får leveret på bestilling.
Træet jeg fældede var maks. 10 meter højt, men havde levet 35 år. Det var ret fascinerende at finde ud af.

På forsøgsbasis prøver naturreservatet at importere og plante træarter fra bla Alaska, fordi planter derfra også er vant til et hårdt klima, frost og blæst. Det ser ud til at pilen klarer sig rigtig godt.

Vi har været ude at grave selvforyngede planter op. Det var noget af en opgave. Mest fordi det ikke var jord, men sten alle planterne stod i.
Disse planter er altså yderste hårdføre og reservatet vil gerne beholde dem og avle videre på dem frem for bare at skære dem ned og dræbe dem, når de vokser steder der ikke er hensigtsmæssige.
Den overordnede plan med plantning er træer er dels at øge biodiversiteten, samt skabe læ, for de nye træer der skal plantes senere.
Skovforeningerne i landet satser på at Oregon fyren, skal være den dominerende træsort i landet, hvilket er modsigende i forhold til, de gerne vil have en varieret skov, bestående både af løv- og nåletræer. Den primære skov i øjeblikket er som de fleste nok ville have gættet, eller oplevet ved selvsyn: nåleskov.
Men det er svært at indføre nye træarter og derfor skal der nu til at køre en samarbejde mellem de nordiske lande (Grønland, Færøerne og Island).

I skovforeningerne har man fundet ud af at nitrogenfikserende planter er med til at forbedre jorden og gøre en mere næringsrig, derfor ser man overalt lupin.
Contorta-fyren der er det mest udbredte og anvendte fyre træ i landet er også med til at forbedre jorden for de planter der skal vokse der efterfølgende - der gøres altså rigtig meget for at få skov i Island igen, fordi skoven dels er bliver ødelagt af vilde får og fordi folket brugte brænde som primær varmekilde før det blev muligt at kanalisere den termiske undergrund.

Contortafyren, anvendes både til forbedring af jorden, for kommende træer, samt det mest anvendte træ til juletræ.

Men går man lidt væk fra skoven, ud mod vejen og vandløbene der også er forbundet med vores hus-sø (Elliðavatn), kan man se de mest vidunderlige klippeformationer, som ligner enorme, fast-frosne, forstenede, bølger. Og det er næsten hvad det er.
I Heiðmörk ligger nemlig lavaområdet Elliðaáhraun, der oprindeligt havde 80 pseudokratere, men mange af dem af dem blev brugt under 2. verdenskrig til Reykjaviks lufthavn, landingsbane samt veje.

I 1961 blev de tilbageværende kratere erklæret for national monument og i 1972 blev både kraterne og et stort område omkring dem erklæret for naturreservat.

Kraterne blev dannet, da den varme lava for knap 5000 år siden strømmede over moser og søer for at nå vandet, efter et vulkan-udbrud. Vandet under lavaen begyndte så at koge, og kraterne er skabt af de eksploderende vanddampe, der trængte igennem lava-massen.
Kraterne er røde og faktisk helt unikke for hele verden. Lignende kratere findes kun på Mars.
Den røde farve skyldes som så megen anden rødfarvning i naturen oxideret jern. Den samme reaktion der finder sted ved maling med svensk-rød, hvor jernet i malingen oxiderer ved kontakt med luften og efterlader den farve som alle, der har været i Sverige, kender.

Heiðmörk er helt klart en overset turist attraktion. De fleste der kører til Den Gyldne Cirkel (herunder Gullfoss og Geysir (Strokkur)) kunne med stor fordel og gevinst lægge vejen forbi, et stort plus er, at der er læ mellem kraterne, og de ligger tæt på vejen.

Sumardagurinn fyrsti - og hverdagsrutiner

Så blev det fredag igen. 3 uger er gået hurtigt her i Island, måske fordi der hele tiden er nye indtryk? eller fordi vi arbejder så koncentreret når vi er igang?
Hurtigt er de tre uger i hvert fald gået, og vi har allerede opnået og set så meget!
Selv efter arbejder er der nogle gange overskud til en løbetur, hvis vinden ikke er for kold eller kraftig. Hverdagens rytme er ved at falde over os.
Vi står op, laver hver især vores morgenrutiner, spiser morgenmad, arbejder og når vi kommer hjem, skal der vaskes tøj og vaskes op. Med et stort varmt måltid til frokost, virker det overflødigt at skulle spise varmt til aften også, så det er blevet til rugbrødsmadder i stedet - måske også meget godt for vi får aldrig forbrændt det mad vi spiser om aftenen... Og jeg har en fornemmelse af man godt kan tage en del på, hvis man spiser mere end man har behov for, i to måneder.

Onsdag d. 20/4 var det Jordens Dag og national plantedag i Island, så der skulle plantes 1000 planter - det virkede lidt uoverskueligt, når vi kun var to der plantede, og måske endnu mere fordi terrænet er så ufremkommeligt? Men vi fik plantet en del alligevel, og hvis man tæller alt det med vi plantede dagene forinden, så burde vi være ved at være godt deroppe af - og det kan vores chef Helgi rigtig godt lide.

Torsdag 21/4 var en national helligdag i Island. Hvert år, sidste torsdag i april afholdes "Sumardagurinn Fyrsti" Den første sommerdag. Dagen fejres med parader og butikkerne åbner senere, men stort set alle butikker har åbent efter 12. Islændingene tager gerne på ski længere nordpå i landet eller nyder det gode vejr i naturen. Til alles glæde var det faktisk rigtig lækkert vejr! næsten som sommer, hvis man undlader at tænke på vinden og den generelle temperatur, der stadig kun ligger på et par grader, da vi stod op idag var det minus 3 grader. Når man taler med folk hjemmefra, er det lidt svært ikke at blive lidt misundelig, mest grundet varmen.
Folk er begyndt at få farve i kinderne og sidder gerne ude og spiser til frokost, hvis der er et sted med sol og læ for vinden. Det kan ikke rigtig lade sig gøre heroppe. Men vejret er friskt, vandet og mange andre ting er fantastiske - bare på en helt anden måde.
Det gode vejr ser også ud til at holde. Og jo det er da virkelig koldt med vinden, men den samme vindmængde i Danmark ville få det til at føles endnu koldere, fordi luftfugtigheden i Danmark er højere end i Island.
Dog var det måske lige vovet nok af de teenage-piger, vi så i går på vej til Kringlan (et shoppingcenter - lignende Fields i Ørestaden, København) bare at have en cardigan på som overtøj...

Turen til Reykjavik igår foregik med bus - det var ngoet af en prøvelse!
I Danmark, når man skal fra A til B eller omvendt ligger stoppestederne overfor hinanden, det gør de ikke nødvendigvis i Island, kun nogle gange?!
Vi skulle med bus 5, men kunne kun komme i den forkerte retning og måtte gå åndsvagt langt for at finde en bus, der kunne få os på rette vej - bliver spændende når jeg skal til lufthavnen... Men da vi endelig kom afsted gik det fint, for busserne kommer til tiden, man skal bare lige finde dem først :)

Da dagen var ved st være slut og vi skulle med bussen hjem (fra Hlemmur, det stoppested kan vi nemlig godt finde) kom der noget hvidt fra himlen, det var så lidt så det var svært at tro på, at det skulle være sne - men det var det, det sneede, på årets første sommerdag! Men det holdt hurtigt op igen, heldigvis, for det er trist at skulle gå 20 minutter fra bussen og hjem i snevejr, selv med vintertøj...

Nu er jeg endda begyndt at have have tanker omkring min hovedopgave, som jeg skal skrive som afsluttende opgave til eksamen - og det kommer nok til at handle om "indførelse af nye plantearter fra andre lande på samme breddegrad".

Men der er langt tid til, dog ikke så lang tid, at jeg kan tillade mig at slappe for meget af, for pludselig er min uddannelse. Med opgaven kunne det også være en mulighed at komme tilbage til Island og skrive opgave her :D

Men nu begynder min weekend, og turen går til Reykjavik, ikke nødvendigvis for at shoppe, men bare for at gå rundt nyde byen og nyde at man har fri, måske skal man lige en tur forbi "Reykjavik Roasters" en meget omtalt kaffebar :)

Esja og jökull (gletcher)

Så er endnu en uge gået her i Island, og med den hektiske hverdag, er det svært at få nok af naturen, selvom vejret er skiftende, har vi faktisk haft stabilt vejr, i rimelig forstand denne uge, der har været en del regn - heldagsregn... Men når man fjerner stormfald i en contota-fyr-skov er det helt fint, der er nok at arbejde med.
Mandag startede vi i et stormfaldsområde, vi tidligere havde været i og besluttede at vi gerne ville være færdige, så vi kunne få udtyndet i samme område og flytte videre til næste areal - effektive som vi var, blev vi færdige, godt svedige og med god samvittighed og appetit til frokost :)
En fra skovdyrkerforeningen havde fået fat i noget Alaska-pil, der skulle laves til stiklinger og sættes til spiring, det gik der en HEL onsdag med, men det var det lækreste vejr den dag! Solen skinnede og der var INGEN vind, og når jeg siger ingen vind, var der virkelig ingen, for selvom det er vindstille, kan man som regel altid mærke vinden på Island men ikke denne onsdag.

Efter at have kedet os ihjel, på trods af det gode vejr, blev vi sat til den spændende opgave torsdag at redde juletræer. Juletræer heroppe sak det siges, er et vidt begreb.
Det mest anvendte juletræ er en contota-fyr, der bliver skåret af og sat i en træstub - ikke en traditionel juletræsfod, og det kan man snildt tjene 200 (danske) kroner på! Sitkagran er nok den mest udbredte gran-art der findes, og det var de juletræer vi skulle redde.
Først skulle man finde det lille træ, det var ikke altid lige let, fordi det som regel var helt dækket af græs. Når vi var færdige skulle træerne gødes. Da vi gik til frokost var vi alle enige om, det nok var det mest intetsigende, vi endnu havde prøvet - stiklingerne var slemme - men juletræerne var absolut værre på alle punkter.
Heldigvis blev vi sendt tilbage til stormfald i fyr og det brugte vi resten af arbejdsugen på - og blev endda færdige i det område der var blevet udpeget.

Da det blev weekend fik vi igen lov til at låne Subaru'en, fordi Andreas og Christina skal til lufthavnen søndag, så vi kunne køre dem istedet for Sævar (som vi har fundet ud af udtales: saivuar, og der rulles let på r'et).
Endvidere havde vi planer om at bestige Esja, det bjerg man kan se fra vores vindue. Andreas havde tidligere været deroppe, men det var umuligt at nå toppen, fordi vejrforholdene ikke var til det. Så det skulle prøves igen. Efter hans fortællinger havde jeg fået lidt blod på tanden - også fordi jeg gerne en dag vil bestige andre bjerge i verden, så det var nok fint at begynde med at relativt lille bjerg...
Efter meget papirarbejde fredag efter arbejde, og diverse underskrifter fra Sævar, satte vi kursen mod Reykjavik fordi vi skulle låne ordentlige spikes (pig-sko).
Vi nåede Esja da klokken var omkring 17-17.30-tiden (samlet tager op- og nedstigningen omkring 3 timer), og begyndte opstigningen efter de første få hundrede meter var det allerede hårdt. Grundet min sparsomme pakning havde jeg kun skærestøvler (sikkerhedssko) og trekking-sko med, og fordi skoene var for tynde (der var stadig is på toppen) valgte jeg mine støvler, og det var alligevel ret tungt.
Vi nåede ret langt op ad bjerget inden vi behøvede spikes, sneen var meget blød, så jeg snød lidt og trådte i andres fodspor helt praktisk.
Da vi nåede punktet hvor der var 600 meter tilbage, tænkte jeg: "Det klarer jeg snildt, 600 meter er jo ingen ting!" måske havde jeg ikke været så kæphøj, hvis jeg havde vidst, hvor stejlt det gik de sidste 100 meter.
Vi klatrede stort set lodret de sidste 75 meter, og jeg måtte give op da der var ca. 20 meter tilbage, fordi jeg ikke kunne stå ordentlig fast, selv med spikes. Jeg troede ikke på mig selv eller udstyret og så er det generelt bedre at stå af kapløbet end at gøre noget overilet i en adrenalin-rus.
Men inden jeg begyndte nedstigningen lavede jeg en lille video.

Så kravlede jeg ellers ned, eller jeg prøvede. Jeg startede med at glide de første 20 meter, og havde ikke en fornemmelse af nogensiden at ville stoppe. Jeg drejede mig let om på siden. Stødte imod med begge fødder vinkelret på bjergets side. Greb fat med højre hånd i sneen. Endelig standsede jeg, og tog den beslutning, at det sikreste var at kravle baglæns ned - så det gjorde jeg. Det har med garanti ikke været noget kønt syn, men det virkede. Målet var at komme ned til der hvor den stejle opstigning var begyndt, ca 170 m. nede (Ved Steinn, se senere billede), så kunne jeg få skiftet handsker, for mine luffer kunne vrides, praktisk talt.

Nogle vil måske mene det var ærgerligt ikke at klatre de sidste 20 meter, men jeg er stolt af præstationen selv og hvis jeg får muligheden for at prøve igen, skal jeg da helt klart det.

Prøv om i selv kan SE hvorfor:

Vi ser her Esja, med hovedet i sky, vi forventede faktisk regn på toppen men vejret holdt.

 Billede fra opstigningen, Esja er 914 m, men turen til toppen er minimum 3,5 km

 Udsigten fra opstigningen, her gik vi stadig på den anlagte synlige sti

 En lille del af stien, sneen fortsatte kun kortvarigt på dette stykke

Stien er ophørt og vi må selv finde vejen til toppen. Der er lavet pejlemærker i form af store (flade) bunker af sten

 Terrænnet under sneen, endnu en årsag til vandrestøvler og ikke trekking-sko

 Her en et af de pejlemærker der findes på stien. Pejlemærkerne har været anvendt i mange år og fungerer fantastisk.

 Det var denne top vi skulle op på.

 Igen lidt af den anlagte sti

 Mere udsigt lidt højere oppefra

 Overalt var der smeltevandsafløb! Kunne man høre vandet løbe, var det med at træde varsomt, ellers kunne man let få både våde fødder og sidde i sne til skridtet.

 Sille på vej op efter at have taget billeder, stien kan stadig ses og der er et dejligt pejlemærke - sjælden har jeg været så glad for en bunke sten!

 Over det største smeltevandsafløb var der bygget en bro, så man kunne komme opad bjerget en anden vej - for alle veje fører til bjergets top.

 Så nåede vi punktet hvor der kun var 530 meter til toppen altså svarende til en lille gåtur på 45 minutter...

Støvlerne indikerer sværhedsgraden af næste etape af ruten.

 En fin illustration af at vandet løbet under sneen og faktisk får sneen til at smelte nedefra - det danner en masse luftlommer i sneen.

 Selv den ubetrådte sne var beskidt og vi var forundrede og fascinerede af den klare skillelinje mellem helt hvid og beskidt sne.

Omkring smeltevandsafløbene var der lagt sten, således at vandet kunne blive ledt væk, istedet for at flyde ud over hele stien og danne glidebane i frostvejr.

 Et pejlemærke i solen skær ved nedstigningen.

 Steinn - meget informativ sten... Sidste mærke inden sidste opstigning, kun 170 meter til toppen

Sidste opstigning, vi klatrede/kravlede nærmest lodret opad. Man jernede fingrene ned i sneen, hamrede foden ind når man tog et skridt og sådan kom vi op til toppen.

Udsigtenfra toppen!

Efter en meget lang gåtur op ad et bjerg, satte vi kursen hjemad. Sille og Christina ventede i bilen og jeg kørte hjem efter jeg havde fortæret en mars-bar. Heldigvis stod aftensmaden på hakkebøf med bløde løg og bønnefritter. Aftensmaden blev serveret ved 22-tiden og vi gik alle i seng ved 1.30-tiden om natten.
Vi havde besluttet at gøre et forsøg på at se en gletcher, og den umiddelbart nærmeste var Langjökull (jökull på islandsk betyder gletcher). Det betød endnu en tur ud mod Geysir og Gullfoss en god halvanden - to timer i bil, og vi måtte vende om, fordi bilen på ingen måde kunne komme helt derud - nu har vi så fundet ud af hvorfor der kører seriøse monstertrucks rundt og der er guidede ture til gletcherne xD
Vi kørte hjem med uforrettet sag, men gjorde det hele godt igen med aftensmaden, der bestod af flæskesteg (hvor sværen endda var sprød!!) brunede og kogte kartofler, rødkål og opbagt sovs! Der var et herremåltid af den anden verden og det hele smagte godt, alle gik til ro omkring kl 23 fordi vi skulle til lufthavnen og være der senest kl 11.
Morgenmaden søndag blev stille på bordet relativt tidligt og vi var ude af døren kl ca. 9.45.
Kl. 10.30 holdt vi på parkeringspladen i Keflavik International Airport og satte Andreas og Christina af. Så kørte vi til Reykjavik og svømmede og var i termisk bad.
Igen har jeg en fornemmelse af jeg er klar til en ny uge - jeg er bare lidt i tvivl om hvorvidt min krop synes jeg er sjov imorgen efter at have svømmet så meget som jeg gjorde idag?! :)