Mandag startede vi i et stormfaldsområde, vi tidligere havde været i og besluttede at vi gerne ville være færdige, så vi kunne få udtyndet i samme område og flytte videre til næste areal - effektive som vi var, blev vi færdige, godt svedige og med god samvittighed og appetit til frokost :)
En fra skovdyrkerforeningen havde fået fat i noget Alaska-pil, der skulle laves til stiklinger og sættes til spiring, det gik der en HEL onsdag med, men det var det lækreste vejr den dag! Solen skinnede og der var INGEN vind, og når jeg siger ingen vind, var der virkelig ingen, for selvom det er vindstille, kan man som regel altid mærke vinden på Island men ikke denne onsdag.
Efter at have kedet os ihjel, på trods af det gode vejr, blev vi sat til den spændende opgave torsdag at redde juletræer. Juletræer heroppe sak det siges, er et vidt begreb.
Det mest anvendte juletræ er en contota-fyr, der bliver skåret af og sat i en træstub - ikke en traditionel juletræsfod, og det kan man snildt tjene 200 (danske) kroner på! Sitkagran er nok den mest udbredte gran-art der findes, og det var de juletræer vi skulle redde.
Først skulle man finde det lille træ, det var ikke altid lige let, fordi det som regel var helt dækket af græs. Når vi var færdige skulle træerne gødes. Da vi gik til frokost var vi alle enige om, det nok var det mest intetsigende, vi endnu havde prøvet - stiklingerne var slemme - men juletræerne var absolut værre på alle punkter.
Heldigvis blev vi sendt tilbage til stormfald i fyr og det brugte vi resten af arbejdsugen på - og blev endda færdige i det område der var blevet udpeget.
Da det blev weekend fik vi igen lov til at låne Subaru'en, fordi Andreas og Christina skal til lufthavnen søndag, så vi kunne køre dem istedet for Sævar (som vi har fundet ud af udtales: saivuar, og der rulles let på r'et).
Endvidere havde vi planer om at bestige Esja, det bjerg man kan se fra vores vindue. Andreas havde tidligere været deroppe, men det var umuligt at nå toppen, fordi vejrforholdene ikke var til det. Så det skulle prøves igen. Efter hans fortællinger havde jeg fået lidt blod på tanden - også fordi jeg gerne en dag vil bestige andre bjerge i verden, så det var nok fint at begynde med at relativt lille bjerg...
Efter meget papirarbejde fredag efter arbejde, og diverse underskrifter fra Sævar, satte vi kursen mod Reykjavik fordi vi skulle låne ordentlige spikes (pig-sko).
Vi nåede Esja da klokken var omkring 17-17.30-tiden (samlet tager op- og nedstigningen omkring 3 timer), og begyndte opstigningen efter de første få hundrede meter var det allerede hårdt. Grundet min sparsomme pakning havde jeg kun skærestøvler (sikkerhedssko) og trekking-sko med, og fordi skoene var for tynde (der var stadig is på toppen) valgte jeg mine støvler, og det var alligevel ret tungt.
Vi nåede ret langt op ad bjerget inden vi behøvede spikes, sneen var meget blød, så jeg snød lidt og trådte i andres fodspor helt praktisk.
Da vi nåede punktet hvor der var 600 meter tilbage, tænkte jeg: "Det klarer jeg snildt, 600 meter er jo ingen ting!" måske havde jeg ikke været så kæphøj, hvis jeg havde vidst, hvor stejlt det gik de sidste 100 meter.
Vi klatrede stort set lodret de sidste 75 meter, og jeg måtte give op da der var ca. 20 meter tilbage, fordi jeg ikke kunne stå ordentlig fast, selv med spikes. Jeg troede ikke på mig selv eller udstyret og så er det generelt bedre at stå af kapløbet end at gøre noget overilet i en adrenalin-rus.
Men inden jeg begyndte nedstigningen lavede jeg en lille video.
Så kravlede jeg ellers ned, eller jeg prøvede. Jeg startede med at glide de første 20 meter, og havde ikke en fornemmelse af nogensiden at ville stoppe. Jeg drejede mig let om på siden. Stødte imod med begge fødder vinkelret på bjergets side. Greb fat med højre hånd i sneen. Endelig standsede jeg, og tog den beslutning, at det sikreste var at kravle baglæns ned - så det gjorde jeg. Det har med garanti ikke været noget kønt syn, men det virkede. Målet var at komme ned til der hvor den stejle opstigning var begyndt, ca 170 m. nede (Ved Steinn, se senere billede), så kunne jeg få skiftet handsker, for mine luffer kunne vrides, praktisk talt.
Nogle vil måske mene det var ærgerligt ikke at klatre de sidste 20 meter, men jeg er stolt af præstationen selv og hvis jeg får muligheden for at prøve igen, skal jeg da helt klart det.
Prøv om i selv kan SE hvorfor:
Vi ser her Esja, med hovedet i sky, vi forventede faktisk regn på toppen men vejret holdt.
Billede fra opstigningen, Esja er 914 m, men turen til toppen er minimum 3,5 km
Udsigten fra opstigningen, her gik vi stadig på den anlagte synlige sti
En lille del af stien, sneen fortsatte kun kortvarigt på dette stykke
Stien er ophørt og vi må selv finde vejen til toppen. Der er lavet pejlemærker i form af store (flade) bunker af sten
Terrænnet under sneen, endnu en årsag til vandrestøvler og ikke trekking-sko
Her en et af de pejlemærker der findes på stien. Pejlemærkerne har været anvendt i mange år og fungerer fantastisk.
Det var denne top vi skulle op på.
Igen lidt af den anlagte sti
Mere udsigt lidt højere oppefra
Overalt var der smeltevandsafløb! Kunne man høre vandet løbe, var det med at træde varsomt, ellers kunne man let få både våde fødder og sidde i sne til skridtet.
Sille på vej op efter at have taget billeder, stien kan stadig ses og der er et dejligt pejlemærke - sjælden har jeg været så glad for en bunke sten!
Over det største smeltevandsafløb var der bygget en bro, så man kunne komme opad bjerget en anden vej - for alle veje fører til bjergets top.
Så nåede vi punktet hvor der kun var 530 meter til toppen altså svarende til en lille gåtur på 45 minutter...
Støvlerne indikerer sværhedsgraden af næste etape af ruten.
En fin illustration af at vandet løbet under sneen og faktisk får sneen til at smelte nedefra - det danner en masse luftlommer i sneen.
Selv den ubetrådte sne var beskidt og vi var forundrede og fascinerede af den klare skillelinje mellem helt hvid og beskidt sne.
Omkring smeltevandsafløbene var der lagt sten, således at vandet kunne blive ledt væk, istedet for at flyde ud over hele stien og danne glidebane i frostvejr.
Et pejlemærke i solen skær ved nedstigningen.
Steinn - meget informativ sten... Sidste mærke inden sidste opstigning, kun 170 meter til toppen
Sidste opstigning, vi klatrede/kravlede nærmest lodret opad. Man jernede fingrene ned i sneen, hamrede foden ind når man tog et skridt og sådan kom vi op til toppen.
Udsigtenfra toppen!
Efter en meget lang gåtur op ad et bjerg, satte vi kursen hjemad. Sille og Christina ventede i bilen og jeg kørte hjem efter jeg havde fortæret en mars-bar. Heldigvis stod aftensmaden på hakkebøf med bløde løg og bønnefritter. Aftensmaden blev serveret ved 22-tiden og vi gik alle i seng ved 1.30-tiden om natten.
Vi havde besluttet at gøre et forsøg på at se en gletcher, og den umiddelbart nærmeste var Langjökull (jökull på islandsk betyder gletcher). Det betød endnu en tur ud mod Geysir og Gullfoss en god halvanden - to timer i bil, og vi måtte vende om, fordi bilen på ingen måde kunne komme helt derud - nu har vi så fundet ud af hvorfor der kører seriøse monstertrucks rundt og der er guidede ture til gletcherne xD
Vi kørte hjem med uforrettet sag, men gjorde det hele godt igen med aftensmaden, der bestod af flæskesteg (hvor sværen endda var sprød!!) brunede og kogte kartofler, rødkål og opbagt sovs! Der var et herremåltid af den anden verden og det hele smagte godt, alle gik til ro omkring kl 23 fordi vi skulle til lufthavnen og være der senest kl 11.
Morgenmaden søndag blev stille på bordet relativt tidligt og vi var ude af døren kl ca. 9.45.
Kl. 10.30 holdt vi på parkeringspladen i Keflavik International Airport og satte Andreas og Christina af. Så kørte vi til Reykjavik og svømmede og var i termisk bad.
Igen har jeg en fornemmelse af jeg er klar til en ny uge - jeg er bare lidt i tvivl om hvorvidt min krop synes jeg er sjov imorgen efter at have svømmet så meget som jeg gjorde idag?! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar