Afsked og hjemrejse

Ja. Dagen skulle jo komme, hvor jeg skulle rejse, og det ville være løgn hvis jeg sagde det ikke var med blandede følelser.
Island er ganske enkelt fantastisk. Jeg har prøvet så meget jeg nok ikke til ogen foreløbig og det har gjort noget ved mig, det har rørt mig, modnet mig, gjort mig mere hel. Jeg kan kun håbe på at jeg kommer til at efterleve det når jeg komme til Danmark igen.
Jeg har svømmet og løbet mere end jeg har gjort i mange år, selv når jeg ikke gad. Jeg er hoppet ud af et fly! Jeg er begyndt at leve lidt som en islænding - hvis jeg får en pludselig indskydelse, så springer jeg ud i det, hellere end at at overtænke alle risici, der kan være forbundet med det.
Jeg omfavner mit indre barn, for kun som et barn oplever jeg verden og alt i den, med samme umiddelbarhed som et barn. Jeg åbner mine sanser og indtager alle indtryk, gør dem til en del af mig og gennem dem bliver jeg langsomt men med sikre faste skridt fremad, et mere helstøbt menneske.

Børn er ikke uansvarlige, de er nysgerrige og lærer af deres fejl - og jo! Det er helt iorden at begå fejl, for det er dem vi lærer af, hvis vi ikke vil lytte til andres erfaringer.
Det kan måske lyde som en kliché, og det er måske blevet fordi folk ikke gør det rigtigt, men lyt med hjertet og du vil forstå, har man hjertet med i det man gør, er det svært at gøre noget helt forkert.

Man skal giver sig selv lov til en dag bare at gå, man skal have et mål, fx at nå toppen af en bakke, og mens man går, skal man ikke tænke, man skal bare lade benene gå, hvor de gerne vil, lade vejret være en del af oplevelsen og trække vejret - helt ned i maven og puste ud og blive ved med at gå.
Så kan det være man ser målet (eller det tror man i hvert fald) og sætter kursen mod toppen, først helt deroppe erkender man det var forkert, men det man ser heroppe er alligevel fantastisk måske et krater som man ikke ville have set ellers, hvis ikke man var gået forkert - en lille fejl er altså med til at åbenbare noget helt ekstraordinært, som man ikke ville have set, hvis ikke man havde ladet barnet i maven bestemme.

Gennem hele livet skal alt være så seriøst, vi skal i skole på gymnasium videre på universitetet og få et godt betalt job. Men hvad hvis man ikke passer ned i de kasser, hvad hvis man er mere interesseret i at drømme og sanse og opleve eventyr? Kan det lade sig gøre i en verden som denne? og hvilke omkostninger har det?
Det eneste man skal gøre op med sig selv er: Vil jeg have mange penge og ingen tid eller energi til at bruge dem? eller vil jeg have en del færre penge og lade livet være en gave og opleve alt det man tager for givet? Hvor ofte er det man vader sin by tynd for at de små ekstraordinære ting, som måske er oversete turistattraktioner? Alle tårnene i København fx? Tage en cykel til Dyrehaven i Klampenborg og gå en tur derude omkring Eremitagen og lægge mærke til alle detaljerne måske endda komme tæt på en kronhjort?
Gå en tur på volden omkring Christianshavn? Der er så meget man ikke gør fordi man bor i en by, fordi man hele tiden kan gøre det, man har ikke det tidspres som turisterne har.
Man bør en dag være turist i sin egen by.

Sådan har jeg oplevet Island de sidste to måneder.
Hverdagen var ganske vist præget af arbejde og hverdagsrutiner der hurtigt bare blev til svømning og løb, fordi det var det der var overskud til, med 14 km til centrum af Reykjavik. Og jo, jeg valgte en dag at gå 20 km i alt for at finde en botanisk have som jeg ikke fandt, men det var en dejlig gåtur, bare fordi jeg kunne, det tog lige knap 4 timer og jeg fik set noget af det område jeg boede i på en helt anden måde, fordi jeg gik et sted jeg ellers aldrig ville have gået, blot fordi jeg lod min indre eventyrer lede mig på vej.

Selvfølgelig svinger man aldrig benene ud af sengen HVER dag med samme iver for at komme i gang, fordi man ved at man alligevel aldrig bliver færdig med et man laver, men sådan er det nu med arbejde - man har valgt det og den eneste gulerod ved det hele er man får løn når måneden er slut og man på et tidspunkt kan gå på pension. Eller!! Det VILLE det være, hvis man i virkeligheden ikke gider det man laver.

Islændingene er pressede, det tror jeg ikke rigtig, der er nogle, der er i tvivl om, men alligevel er der en ro, psykisk ro.
Jeg ved ikke om det er fordi de har givet op, og bare følger med som lemminger eller fordi de ved der er vigtigere ting i verden end økonomi? Jeg har ikke svaret men hvis vi havde så slemme økonomiske tilstande i Danmark ville endnu flere hoppe ud foran S-tog eller lave andre selvmordsforsøg.
En ting jeg har lært i Island er "måske" lige meget ja og nej for at citere Anders "Anden" Mattesen, hvis de ikke kender svaret undlader de at give et svar, og det er utroligt afstressende faktisk.
Man skal ige vende sig til det når man kommer fra et land, hvor man helst vil kende den totale plan for dagen eller gerne ugen inden man går i gang, men sådan fungerer det bare ikke altid. Med ordet måske, holder man flere muligheder åbne.
Ærligt, så bryder jeg mig ikke om den måde ordet "måske" bliver brugt i Danmark, for der betyder det "ja, med mindre jeg finder noget mere spændende", det kan let anvendes til at holde folk hen og det er ganske enkelt forkert når man er sammen med venner, men hvis man ikke kender et udfald, kan det være lettere at sige "måske" eller ganske enkelt "nej" hvis man ikke lige har tid, eller overskud i en virksomhed.

Så sidder jeg her og spiller klog i Keflavik International Airport, løfter hovedet fra skærmen og ser at mit ellers tomme café-område er blevet opfyldt af mennesker.
Nogle taler sammen, nogle er alene og gør som jeg ser film/hører musik/chatter eller andet interaktivt, nogle par sidder over for hinanden, med hver deres device (elektroniske enhed; ipad/computer), uden at kommunikere med hinanden, det gør lidt ondt faktisk. En sidder med sit barn, alene og barnet tegner, der lugter af mad og kaffe og sodavand, det er svært helt at skelne lugtene, men det er som i en klassisk lufthavn og butikkerne har faktisk åbent, alene fordi her er mennesker, da jeg trådte ind i området for omkring 2 timer siden var alt mere eller mindre lukket og her var dejligt stille.
Kan godt mærke jeg er ved at være træt.
Dagen begyndte kl 7 imorges, eller rettere 6.30 hvor jeg vågnede uden vækkeur... så jeg blev liggende til kl 7, hvor jeg trimlede ud af sengen og tog et eller andet på, og begyndte at rydde op på værelset og hente det sidste tøj, der havde været til vask, jeg var faktisk klar til at rejse, men der skulle lige arbejdes tre timer før jeg kunne holde fyraften og det var ikke ligefrem motivation jeg havde.
Men tiden gik og endelig fyraften med cheesecake og hjemmebagte boller som jeg havde bagt til afsked.
Sille fik bilen i weekenden hvilket betød at vi kunne nå i svømmehallen og jeg dermed kunne nå en sidste tur i varmt bad og bare generelt får svømmet.
VI nåede tilbage til huset kl 18 og med halvanden time til afgang mod centrum for at sende mig med en bus, satte vi os i køkkenet igen en sidste gang med hver vores computer og snakkede, der var en helt særlig ro over huset, og nu var det tydeligt at min hjemrejse stod for døren.
Jeg hentede min kuffert og rygsæk, tætpakket men lige akkurat indenfor vægtgrænsen (19,3 kg for kufferten).
Jeg pakkede mig ind i 6 lag tøj og lignede mest af alt en michelin-mand men jeg kom afsted og de sidste 20 minutter i Reykjavik sad jeg bare ved havet og betragtede måger indtil min bus ankom og kørte mig til Keflavik, hvor jeg så har været siden.

Nu mangler jeg bare at boarde, klokken er nu 00.07 lokaltid (Island) og imorgen kl 0600 (dansk tid) er jeg i Kastrup.
Jeg glæder mig til at komme hjem, specielt med alt det jeg har med i bagagen både af oplevelser og materielle ting.

Man skal helt klart gøre sig selv den tjeneste at tage til Island, hvis man har tid og råd til det, byen har alt til den natur-syge, den eventyrlystne, plantenørden eller byboeren.

Godnat fra Island og godmorgen i Danmark

Sidste weekend!

Så. Tiden rinder langsomt ud. Min tid i Island er ved at være ovre og dermed også min tid som Islands-blogger.
Det er pinse nu, så jeg har kun en 4 dages arbejdsuge, den sidste uge jeg er her. Altså kommer tiden til at gå ekstra stærkt, fordi fredagen kun er halv og det er den dag jeg rejser.

Det er lidt vemodigt. Jeg holder virkelig af Island, naturen, vandet, mere eller mindre alt. Selvom jeg træner næsten hver dag, er det ingenlunde uoverskueligt. Jeg elsker mine løbeture og svømmeturene og ikke at forglemme turene i hot-tubs.
Nok er Danmark mit fødeland, men jeg tror mit hjemland er Island, med alle mine venskaber og familie i Danmark, flytter jeg nok aldrig hertil, men har en fornemmelse af jeg ikke finder et mere afslappende sted at bo.
Økonomisk er det svært at blive her, jeg kan ikke leve for 5000,- med husleje i Danmark og regninger, desværre. Og jeg har en fornemmelse af, hvis jeg boede her ville jeg mærke alle problemerne med regeringen mere end jeg har gjort, de to måneder jeg har været her.

Islands natur er helende. Men jeg har en fornemmelse af at livet i Island måske ikke er det samme. Men i en verden i opløsning, er der nok ikke noget perfekt sted at bo.

Jeg har mentalt indstillet mig på min rejse. Selvom jeg igår tog mig selv i højt at sige: "Jeg vil blive i Island. Jeg vil ikke hjem!"
Men jeg er ved at have oplevet alt jeg kan for denne periode, der er stadig noget jeg ikke har gjort: jeg har endnu ikke reddet på islænder, været i operaen, spist is eller fisket. Men så er der en grund til at tage herop igen.
Jeg har besteget et bjerg, eller faktisk to (Esja og Helgafell). Vandret over 30 km. Svømmet i termiske bade. Løbet. Købt den klassiske islandske sweater. Set gejser og vandfald. Været i byen. Spist pølser.
Og ja, det hele er beskrevet i bloggen.
Det har været et eventyr og måske er det derfor jeg ikke vil hjem. Jeg vil stadig leve i mit problemfri eventyr, have 2 ugentlige fridage og bare have det rart.

Nu skal jeg hjem til en hverdag, stress-fyldt, 6-dages arbejdsuge og akut mangel på tid til eventyr.
Jeg skal holde min træning ved lige, det er absolut positivt at jeg kan tage formen med fra Island, og nej det er ikke en kageform ;)
Men det bliver nu meget godt at komme hjem, se alle man kender, forstå alle der taler til én, og bare have sit eget liv igen.
Jeg glæder mig til den danske sommer, jeg glæder mig til bakke-ture med venner og veninder, glæder mig til at blive lækkert solbrun og slentre gennem Nyhavn i høje hæle og lækkert tøj, kanalrundfarter,   fredagsrock og hvad der ellers hører sig til den danske sommer. Mest af alt glæder jeg mig til at gå Hærvejen en lille uges tid, og ellers skal der nok bare arbejdes og tjenes penge.

Hverdagen nærmer sig. Danmark nærmer sig. Sommeren nærmer sig. Mit gamle liv nærmer sig.
Jeg ville ønske vejret blev lidt bedre end det har været de sidste 14 dage, det kunne være så dejligt at få en god afsluttende uge, og ikke bare arbejde i silende regn, men man tager det som det kommer. Som man plejer her i Island.
Jeg kommer klart til at savne spontaniteten og umiddelbarheden heroppe, hvis man har lyst til at skydive, så gør man det. Man taler ikke opgave til døde inden man går i gang, man gør det bare.

Jeg kommer nok til at efterlade en del af mit hjerte heroppe, og derfor er jeg nødt til at tage tilbage og sørge for at det stadig har det godt.
Resten af denne weekend går nok ikke med så meget andet end løbetur, svømmeture, gåture, se film, slappe af, finde husblas til cheese-cake og fortsætte min indstilling til hjemrejsen - jeg er mere spændt over skulle tilbage til Danmark, end jeg var over at skulle sky-dive...

Sten, eller er det et gammelt alting?

Næh der ligger en sten! Og endnu en!
Indrømmet i er næppe overraskede over at der er sten i Island, og endda rigtig mange, og måske så meget desto mere grund til at de har været brugt til byggeri.
Heiðmörk er mere end pseudokratere, sø og arbejde, og havde jeg vidst det før ville jeg have været endnu mere fascineret og have haft meget mere tid til at undersøge sagen nærmere.

Det bliver måske lidt nørdet, men hæng på, det kan være du lærer noget du måske ikke vidste, eller måske netop ved mere end jeg, som jeg virkelig håber på og kan lære mig mere.

Fra første øjekast på Heiðmörk lægger man måske ikke mærke til alle stensætningerne. Men hvis man giver sig tid til at stige ud af bilen, løfte hovedet fra dine fødder og kigge ud på naturen, vil du få øje på en masse stensætninger.
Nogle er mere markante end andre, og når man har gået forbi mange af dem og endda være inde/nede i dem, affinder man sig med at det er en form for ruiner - måske gamle huse fra vikingetiden.

Og det er ikke forkert, men det er ikke almindelige huse.
I Heiðmörk ligger nemlig Þingnes, og ca. her stopper min viden faktisk og mysteriet begynder - mest af alt fordi jeg ikke kan læse Islandsk.

På et skilt på Þingnes kan man læse følgende:

"Landamsmanden (bosætteren red.) Ingólfur Arnarssons søn Þorstein oprettede et ting (parlament red.) på Kjalarnes inden Altinget  blev stiftet på Þingvellir ca. 930. på Þingnes findes en gruppe på 15-20 bygningsrester. Det kan tænkes at være resterne af det gamle Kjarlarnes ting. En undersøgelse foretaget mellem 1981 og 1986, viste at bygningerne der blev undersøgt sandsynligvis havde været i brug fra 900 til op mod 1200".

Så mine mange skilte med:"Mini Borgar" ved stensætningerne i min baghave har faktisk en ret vigtig betydning for Island. Det var her det hele startede.
Bare lidt pudsigt, at Heiðmörk både har de sjældne røde pseudokratere og også begyndelsen på altinget.
Jeg føler mig efterhånden beæret over at bo, præcis hvor jeg bor her i smukke Island.

Oplevelser i og omkring Reykjavik (med henvisninger til det øvrige land)

Ting du skal opleve i Island

1. Sundhöll, Islands ældste svømmehal, ikke den flotteste eler mest ekstravagante, men superhyggelig, et 10x25 m svømmebasin der i den ene ende er 120 cm og den anden 4 meter. En 3m vippe og små udspringsstøtter.

Udenfor en der to hot tubs, på hhv 39 og 42 grader samt et dampbad.

En rigtig god svømmehal hvis man er interesseret i at svømme.

Hot tubs udenfor hos Sundhöll

Indendørs basin hos Sundhöll

2. Árbæjarlaug er mere turistet svømmehal, fint plads til børn, men hvis man gerne vil svømme seriøst og ikke bare plaske rundt, kan det ikke anbefales.

Árbæjarlaug set oppefra

 3. Heidmörk, et naturreservat, men helt ekstraordinær natur. Pseudokratere der kun findes lignende af på Mars, samt en vandreservat der ikke har været berørt i 30 år, og som forsyner hele Reykjavik med vand.

De berømte og yderst sjældne Rauðhólar

 4. Esja, det lokale bjerg, højeste top 914 m, nok er det ikke Mount E. Men stigningerne er nogle steder voldsomme og det anbefales helt klart at anvende spikes i vinterhalvåret og faktisk også en del af foråret.

5. Ridning på Islændere, eldhestar i nærheden af Heidmörk kan klart anbefales, der får du en god guide der eknder området og får historie om det område man rider i, og så er rød-huller (lava-kraterne) helt specielle at ride og gå igennem.
Prøv fx at få den lille stærke hest i tölt!

6. Hvalsafari, kan både opleves i byen og på landet. Det mest interessante er nok en tur til det østlige Island hvor der er større chance for rent faktisk at se hvaler, og derved få noget for pengene. Der er flere muligheder og flere firmaer, kig jer for og find bedste pris og oplevelse.

7. Tag op i fjeldene og se renerne vandre ned om foråret, primært aktuelt for folk, der besøger den nordlige eller østlige del af Island

8. Brug en dag på shopping, og brug noget tid i den eneste rigtige sweaterforretning i Reykjavik: ”Handknit Association" - Skólavörðustígur 19, Reykjavik.

Fordi der kun findes ÈT rigtigt sted at købe sin sweater og andre uldvarer

 9. Et besøg hos Reykjavik Roasters på en råkold dag er heller ikke at fornægte. Kaffen er lækker og man føler det, som sider man i en almindelig stue og nyder både lækker kaffe og kage - 

Kárastígur 1, Reykjavik. Man føler sig hurtigt hjemme i den lille café, intet er moderne udover kaffemaskinen :)

10. Hos Mokka i reykjavik kan man også få udsøgt kaffe, men gå hellere efter den varme kakao og deres hjemmelavede vafler, brug evt. en hel weekend på shopping og drik kaffe hos Roasters den ene dag og vafler hos Mokka den anden dag.

11. Giv dig tid til at tage ud i naturen og oplev den. Tag evt en tur til Gulfoss (Det Gyldne Vandfald) og Geysir (Strokkur), ca. en times kørsel fra Reykjavik. Bare gå en tur og oplev den friske luft. Islændingene er glade for deres biler og giver gerne et lift selv på korte ture, men bare brug benene, det er klart det værd.

12. Hvis du er til sjove naturfænomener, så tag en tur til Hveragerdi, den væltede skov. Grundet et vulkansk udbrud blev der åbnet for flere varme kilder, og der bevirkede at de plantede træer kom til at stå med rødderne i kogende vand og derfor ikke står fast. området er spærret af men kan muligvis beses med guide.
Dette er mekkaet for varme kilder, og kun ca. 40 km fra centrum af Reykjavik, dumt ikke at prøve!
Og man kører lige forbi på vejen til Gullfoss...

13.  Kaffihusid Gardurinn, har den bedste mokka i byen og de lækreste kager – det er en vegetarisk café, men der er intet helseagtigt over den og kagerne er glutenfri, Café helt nede på jorden! Klart et besøg værd! Klapparstigur 37, Reykjavik.

14. Har du lyst til at se Island oppefra, på en helt ekstraordinær måde? Så prøv Sky-diving! Det koster 55.000 ISK (pris fra maj 2015, for tandemspring) og er ganske enkelt helt fantastisk!
Jeg sprang fra Hella Airport (Hella flugvöllur) hos FFF, der er henvisninger på tripadvisor og de har en facebook-side.
En klub helt ned på jorden og de flinkeste mennesker der findes!
Rute fra Harpa Concert Hall, Reykjavik til Hella Airport

Billede af lufthavnen oppefra, målet er sat ved indkørslen og den hvide bygning i midten er fly-barakken.

15) Bæjarins Beztu Pylsur - islandske hotdogs med lammepølse og með öllu (med alt) omkring 20 DKK (400 ISK), det skal prøves!

16) Gå en tur i Cintamani i Bankastræti, der kan man købe (dyrt men RIGTIG lækkert) outdoor tøj, der er designet og testet i Island. Jeg har købt et regnsæt :) Mange penge men klart det værd!

En almindelig lørdag efter 6 uger i Island

Fredag havde ikke være det mest aktive. Den lånebil skovforeningen har haft i et par uger, skulle leveres tilbage, så vi havde ikke firmabilen længere, det var lidt slemt.
Man bliver hurtigt forvendt, det var fantastisk at have bil, fordi det er en rent helvede at skulle med bussen til byen, ihukommende hvor svært det var første gang.
Vores plan for weekenden havde været at tage på karaoke-bar fredag aften og generelt bare tage et lille pubcrawl, fordi vi havde fundet de fede steder om torsdagen - men vejret var alt andet end med os, det regnede det meste af dagen og ingen af os gad rigtig tage bussen til byen i pænt tøj og så sent hjem med bussen også - endvidere koster en øl heroppe også lidt mere den på de danske barer, selvom man sparer lidt i happy hour(s).
Så vi blev hjemme, men da klokken blev 21.30 var jeg nødt til at løbe, havde ikke lavet noget mandag og tirsdag og følte mig lidt dvask, så jeg løb og allerede efter kort tid var jeg i steady state (der hvor kroppen bruger samme mængde ilt som den får tilført), det var himmelsk! Så jeg forlængede bare min tur og løb til mit eget åndedræt - det var hypnotiserende, og vidunderligt med regndråberne mod mit ansigt.
Da jeg kom hjem lavede jeg mine sædvanlige træningsøvelser, lidt udstrækning og så bare i bad og i seng.

Lørdag stod jeg op ved 9-tiden, satte lidt morgenmad på bordet og dækkede op til to, ,vi havde egentlig ikke travlt, så vi kom først ud af døren ved 13 tiden.
Solen skinede og det var en lækker tur op til bussen, vi fandt endda et stoppested tættere på! og bussen kom med det samme! Det tegnede til at blive en god dag...
Men vinden var lusket, det var nemlig kun solens stråler der varmede, vinden var kold.

Vi stod af på Hlemmur (hovedstationen eller hvad man kan kalde det), og så gik turen til Baronstigur og vores faste svømmehal: Sundhöll, for at svømme en km :)

Da vi var færdige, var jeg bogstaveligt talt brugt, det var svært bare at gå. Vi gik op til vores kage-biks og købte kage til kaffen og satte igen kursen mod Hlemmur for at tage hjemad. Da vi nåede derned var bussen bare lige kørt, og der var en halv time til den næste, så vi besluttede at tage ned til PØLSEBODEN :D
... i den HELT anden ende af gågaden... Men det var det værd.

Bæjarins Beztu Pylsur - lammepølse hotdog "með öllu" med alt :D

Da vi havde spist, gik vi op til Cintamani og brugte en halv time på at købe regntøj. Efter at have brugt alt for lang tid på at købe tøj, drog vi hjemad.
Pludselig havde jeg mange ting i hovedet og jeg havde mest af alt lyst til at sove, så jeg drak en kop te og så alle afsnit af "Charlot og Charlotte" sammen med Sille og gik i seng med halv tolv tiden.

Søndagen er gået med ingen ting :D Interessant weekend!

Eventyrlyst og grænsesøgning

Jeg tror, du kender det - måske. Du har villet gøre noget meget længe i dit hjemland, altså ikke normale ting som tage opvasken eller gå en lang tur med hunden, men noget nyt, spændende, måske lidt farligt.Noget der kan give dig en lille kick bare ved tanken. En summen i mellemgulvet og langsom stigning af pulsslaget.
Sådan har jeg haft det i en hel del år - med skydiving! Jeg havde næsten talt tanken til døde, for det blev aldrig til noget i Danmark, for hvor tit er det man bruger 2700,- på en flyvetur i et alt for lille fly, og så et spring der varer 5 minutter? Bare for sin fornøjelses skyld? Så det blev aldrig til noget, for jeg havde ikke 2700,- til det, så ville jeg ærligt talt hellere have mad på bordet og tøj på kroppen.

Men! Nu er jeg jo i Island, ganske vist for at arbejde, men det skal da ikke afholde mig fra at underholde mig selv, når jeg har fri - vel?
Så da jeg var alene, den tid Sille var hjemme til eksamen, sad jeg og søgte lidt på nettet over ting man kan lave i Island og det første min hjerne kunne komme i tanker om var: SKYDIVING, så det typede jeg ind i søgefeltet på google, og snart var jeg i gang.
Jeg skrev en mail med det samme, og der gik oceaner af tid inden jeg fik svar, eller rettere, jeg fik overhovedet ikke svar, så jeg skrev igen, og igen (lidt som nephews sang...), og på den tredje mail jeg skrev, fik jeg svar!
En mail jeg vel at mærke skrev mandag.
Jeg fik at vide at de sprang på alle gode hverdage og ellers i weekenderne, hvis vejret var til det. Selvfølgelig ville weekenden have været bedst, men noget skreg inden i mig for at prøve det - og vejret så ikke ud til at blive godt i den først kommende weekend, så jeg blev spurgt om jeg kunne TIRSDAG, altså den følgende dag?! Jeg var selvfølgelig frisk, de skulle bare lige vide at jeg skulle fra arbejde først og nok først kunne være det omkring kl 17.30.
Næste morgen ventede jeg svar, men var nødt til at gå hele arbejdsdagen før jeg vidste om mine planer om at kaste mig ud fra et fly, fastspændt på en anden, skulle udsættes, eller kunne udfoldes den samme dag.

Hella Airport (flugvöllur Hella), ca en times kørsel fra Reykjavik

Jeg åbnede min email med det samme, efter jeg havde skiftet tøj. og jeg havde fået to emails, en der sagde at weekenden var usikker men der var en tid kl 20 samme dag og en sendt lige bagefter hvor der stod at der var ændret i planerne, så hvis jeg kom kl 19, ville de kunne spring med mig!
Jeg fløj op! Mit hjerte skippede et slag for så at tage til i slagvolumen.
Jeg havde samme følelse som et barn der står op om morgenen og ved det har fødselsdag, jeg glædede mig! Jeg var spændt, men på ingen måde bange eller nervøs, jeg vidste hvad jeg gjorde og jeg vidste hvad det kunne indebære - så jeg informerede ingen om min snarlige personlige udfordring - ud over Sille selvfølgelig.

Da klokken blev 17.20 trillede vi i den lille bil ned og tankede, så vi faktisk kunne nå hele den lange (90 km) vej til Hella.
Vi nåede Hella kl 18:40 altså var der fin tid, så kunne jeg også nå at falde mere ned end jeg allerede var.
Da vi ankom til lufthavnen, var det et fly, der var ved at lette, eller i hvert fald gjorde klar til snarlig opstigning og måske gav den sidste instruktion.
Jeg gik ind i venteværelset, hvor der selvfølgelig var udstyr til måling af forskellige parametre i forhold til vejret og vejrskifte, vinden var VSV, men den aftog noget i den tid jeg ventede.
I venteværelset var en anden kvinde, Tammy. Hun og hendes ven var på udvekslingsophold i Island og deres ophold var ved at være slut og så havde de fundet på at det kunne da være sjovt at skydive, lidt som jeg.
Vi snakkede lidt, og så så flyet lette. Nu var der ingen vej tilbage for ham der sad deroppe.
Det Tammy frygtede mest var det frie fald, eller i hvert fald, det øjeblik det kilder i maven. Det øjeblik på turen man senere ønsker havde varet endnu længere.
Da han landede igen, var han ét stort smil, høj på adrenalin, og min lyst til at springe steg flere gange, da jeg så ham.
Klokken havde nu passeret 19:30 og Tammy skulle også op, jeg tog det helt stille og roligt, for mit eneste mål var at komme op - og så ned med faldskærm, så det var underordnet hvor lang tid jeg skulle vente.
Da Tammy kom ned, var hun mere eller mindre målløs, hun kunne næste ikke tale så overvældet af glæde og adrenalin var hun og nu var det så min tur.
Da jeg så hvor meget arbejde der var med at pakke en faldskærm sammen, havde jeg det fint med at vente ekstra tid, den skulle jo gerne folde sig rigtigt ud.
Så jeg spiste lidt mad og blev sat til at se en lille kort film fra USA. Den handlede meget enkelt om, hvor farligt det kunne være, hvor mange fejl der kunne forekomme og vejrets betydning, og så blev jeg oplyst om at jeg inden springet skulle udfylde en kontrakt, hvor jeg skrev under på at hvis jeg blev invalideret eller døde, var det min egen fejl fordi jeg satte mig op og stolede på  udstyret, så der var ingen  mulighed for at sagsøge.

Mig iført mit smukke udspringsgear, jeps jeg er en havenisse, som min kæreste så smukt udtrykte det - hvilken kærlighed...

Inden jeg blev blev iklædt en dragt og fastspændt i en sele, blev det gennemgået hvad der skulle ske, og hvad jeg skulle huske, så som: Hold fast i sikkerhedsstropperne, hold benene samlet og pres dem opad og bagud og kig bagud.

Da han nåede til punktet: "Når vi skal ud af flyet": "Så svinger jeg mit ene ben ud, du svinger dine ud og hænger i luften mellem mine ben" svarede jeg helt roligt: "okay".
Hans forbløffelse var ikke til at tage fejl af og han sagde så: "altså normalt plejer folk at blive nervøse, når de får det her at vide" Men jeg vidste jo jeg skulle ned og det skulle ske i faldskærm, så der var ikke rigtig nogen anden mulighed end at hænge i luften for senere af blive skubbet ud - jeg har helt afklaret.

Jeg havde underskrevet kontrakten var klar til at gøre det jeg havde sat mig i hovedet - tage en kort flyvetur og hoppe ud.

Andet skridt efter tøjet er at stige ind i flyet - og at presse fire mennesker ind i så lille en kabine, er noget af en opgave, man skal ikke være berøringsangst :)

Flyets motorer startede. En let brummen gik gennem kroppen overført fra maskinen. Min puls var stadig rolig. Vi trillede ned af landingsbanen, for at nå den fjerneste ende. Banen var af græs og den var rimeligt bumlet. Flyets kabine var klistret sammen med 3M tape, for at løse dele ikke skulle rasle rundt - stadig rolig, ingen ændring i puls.

Flyet vendte for enden og accelererede nu og klar til take-off lettede vi, hurtigere og lettere afgang end nogle af de store flyvere kan præstere.

Vi havde sluppet kontakten med jorden og nu steg vi stødt op mod 8000 fods højde (udspringshøjden).

Solen var ved at gå ned i horisonten. Det var umuligt at vurdere hvor langt vi var oppe, for det eneste jeg kunne se var marker og vandløb, og det var så fortryllende at alt andet var lige gyldigt.

På den ene side af flyet var solens nedgang, den nærmest lagde sig til hvile på oversiden af skyerne og brugte dem som pude. På den anden side lå Eyjafjallajökull og Katla smukt beklædt i is og sne, majestætisk hævet over den ellers flade jord og skabte en kontrast der kun findes få steder i verden.

Flyet steg lidt mere i højde og vendte, for ikke at komme for langt væk fra vores luftrum og landingsbanen.

Det var som meget hyggeligt, der blev snakket og sunget (mana-mana...) og efterhånden syntes det at man havde siddet i flyet alt for længe og jeg ville faktisk gerne ud.

Måske er det derfor flyene er så små, så folk faktisk gere vil springe ud af dem helt naturligt/ instinktivt?

Ikke så snart havde jeg tænkt den tanke, før jeg fik besked på godt at kunne tage mine goggles på, og så vidste jeg hvad der skulle til at ske.

Uret viste 6000 fod, så vi ville snart nå højden, hvor flyet ville sænke hastigheden og vi skulle springe ud.

Svala (ved ikke hvordan det staves men udtales som jeg har skrevet det, cirka), skulle hoppe først, efterfulgt af mig og min co-jumper og sidst Jon vores kameramand, der til sidst gav mig cd med go-pro film fra turen.

Svala sprang. Det gav et lille sæt i mit indre. Det var ærligt talt ikke så rart at se på. Så svingede Hjörtur sit ben ud. Så hang mine pludselig ud af flyet. pressede dem bagud og opad, ind under flyet, hovedet tilbage, og på GO! var der ikke længere kontakt med andet end den frie luft - det frie fald.

Det første milli-sekund var ikke til at mærke. Så kom en let kilden i maven og jeg fik styr på min krop imens. Så var der stilstand. Jeg kunne ikke mærke jeg faldt, på andet end den kolde luft mod mit ansigt. Det var fantastisk! Jeg blev klappet på skulderen og kunne løsne grebet fra mine sikkerhedsstropper ved skuldrene og strække dem ud fra kroppen i 90 grader.

Det var befriende på en måde, der ikke findes ord for, før man har prøvet det selv. 

Så blev jeg klappet på skulderen igen, tog hænderne i stropperne igen og faldskærmen blev udløst. Nu var der ikke andet end en ca. 5 min tur ned, man kunne se langt, til gletsjer og vulkan, til byen og bjerget vi skal over for at komme hjem.

Vi tog nogle turns og nød alt i alt hele turen ned.

Landjorden nærmede sig, jeg løftede benene, og den eneste tanke der gik igennem mit hoved var: "årh nej, allerede nede! åh det kommer til at gøre ondt at lande på numsen!"

Ja vi var allerede nede men det gjorde ikke ondt at lande, og mint første ord efter landingen var: "wauw!".

Det var første og absolut ikke sidste gang jeg springer frivilligt ud af et fly, og mærker den totale frihed.

Jeg ville gerne uploade filmen af mit udspring og turen videre ned med faldskærmen, men videoerne er for store...

Men det var en fantastisk oplevelse og det er ikke sidste gang jeg gør det!

Træning, vandring og bakkebestigning

Så er det ved at være et stykke tid siden jeg har blogget, og måske rimeligt nok, det er alligevel de færreste, der synes det er superfedt at høre om mine arbejdsopgaver, som en daglig rapport.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg ved jeg snart skal hjem igen, men jeg sørger for dagligt at holde orden på mit værelse, rydder op hvor jeg kan og får tiden til at gå. Og selvom her virkelig er helt fantastisk, så kan jeg godt mærke et hulrum begynde at opbygges, jeg længes en lille smule hjem.

Jeg fandt ud af jeg faktisk kun har 3 weekender tilbage, og det inklusive den der begynder imorgen!
Der er bare så meget jeg endnu ikke har oplevet, men jeg får trænet en del i hverdagen :)
Løb i Island er noget for sig selv, uanset hvor tit jeg løber, synes jeg altid det er lige hårdt - enten blæser det ellers er terrænet også bare vildt at løbe i, her findes kun trailrun - så jeg blev fristet og lokkede mig selv i en fælde der hedder: NORDIC RACE - THE BEACH, til september, så jeg skal på seriøs træningslejr hele sommeren igennem, bliver en fest. DET er hvad Island gør ved en, man lærer at værdsætte sin krop som en gave.

Vores forlængede weekend blev brugt på... Træning! Fredag var der dømt afslapning, vi sov længe, tog til centrum og spiste lækker kage!
Vi fandt den lækreste lille vegetariske café, med den mest vidunderlige mokka og chokoladekage! Kaffihusið Garðurinn, det er meget mere en blot en anbefaling værd!
Så tog vi hjem og efter kagen besluttede vi at aftensmad måske ikke var synderligt nødvendigt, så vi gik absolut mætte og glade i seng.

Lørdag blev en helt anden snak, jeg stod op til det lækreste solskinsvejr, og så kunne man jo ikke andet end løbe en tur, så dagen blev startet i sportens tegn. Morgen maden blev indtaget i god ro og orden, absolut ingen stress - jeg begynder at frygte stressniveauet hjemme i Danmark.
Hvorfor himler man op over ting der alligevel ikke kan gøres noget ved, lav en plan og overhold den, hvis den skrider, så hav en plan B - for en plan holder kunne til den går i vasken, det lærte man tidligt i livet.
Så tog vi en tur til centrum, for at svømme og komme i varmt bad <3 Det er så velgørende for muskler og led, kommer til at savne det- og svømningen, skal i hvert fald med garanti have et årskort til svømmehallen!
Resten af dagen blev brugt på shopping og der blev lavet noget så simpelt som karbonader med onvstegte kartofler til aftensmad.
Vi gik tidligt i seng, fordi jeg havde en plan om at skulle gå meget langt søndag - og det kom vi skam også til.

Vi stod op kl 8, vi kunne ligeså godt sove lidt længere end normalt. Turen til Helgafell blev debatteret over morgenmaden, vi ryddede af pakkede tasker og 9.30 satte vi kursen mod målet: toppen af Helgafell.

Vandreturen var lige begyndt

Køreturen dertil tager omkring 20 min ved 60 km/t, og så er man ikke ved bjerget, men kan se det.
Vi nåede Helgafell da klokken blev 13, og forcerede lavamarker, der mest af alt mindede om en ørken! Det var storslået, der var fuldstændig stille mellem de små bjerge og efter at have kravlet op ad to små bakker, som jeg havde misforstået, kunne jeg endelig se målet og gik i fugleflugtslinje efter det. Nej, det var ikke let men jeg ville ikke gå flere omveje for at nå det jeg ville.

Lidt af vore baghave på opstarten, der er skam træer i Island, også når vi tager herfra

Billede er ryper, de er snehvide om vinteren (gæt hvorfor...) og skifter farve omkring denne årstid til en mere gråbrun farve, så de stadig er camouflerede. De har den sjoveste lyd.

Første bakke vi kom til viste sig at være et krater der var virkelig smukt, og som jeg ikke ville have kigget ned i, hvis ikke jeg havde fejlfortolket bakken for et bjerg eller ikke var eventyrlysten nok.

Kig direkte ned i krateret

Fra krateret var i midlertid direkte kig til vores fjeld/bjerg Helgafell

Kraterudløbet fra den første bakke vi var oppe på

Lavamarken vi skulle over for at nå det der var mit mål for dagen, det tog nok 45 min fra vores position til de første to høje punkter til venstre i billedet, og ca 30 derfra til Helgafell.

Sidste øde strækning inden opstigningen begyndte på en lækker søndag morgen, det mindede mest af alt om en ørken, der var ikke andet end sand, sten og gammel aske eller hvad man kan kalde det

Den lyse linje i bunden  af billedet og de to sorte pletter 3 cm fra højre nederste hjørne er mennesker

Klippeformationer, der mest af alt lignede forstenet sand

Dette var noget af det underlag vi skulle over for at komme til toppen

Der var faktisk "banet" en sti, hvor de løse sten var skubbet til side af de mennesker der går der jævnligt

Den spændende udsigt, eller, i hvert fald fascinerende formationer helt for naturens egen regning, man føler sig lille.

Udsigten næsten oppe fra toppen

Et pejlemærke! virkelig rart, men med stien på dette "bjerg" er jeg ikke i tvivl om jeg er på rette spor, men var super lækkert da vi skulle ved, så man kom ned det rette sted

Den lille mørke bakke var vi også oppe på

Aner ikke hvad det er, men var NØDT til at have et billede af det

Dokumentation på at vi faktisk nåede toppen :) ganske vist en lille top, men det er ikke at fornægte

Jeps, udsigten fra toppen er ganske enkelt fantastisk, gå derop, det tager ikke så lang tid, at komme til toppen, ca. 30-45 minutter

Dette er et billede af Reykjavik, jeps man kunne se Hallgrimskirken, det var utroligt

Og lidt til venstre fra vores synspunkt lå Hafnarfjöður.

Nedstigningen stadig i blændende sol, ganske vist med en ret kølig blæst der tvang os ned fra bjerget

Stigningen vi skulle forcere. Umiddelbart var det faktisk rarest at gå op.

Inden vi gik op havde jeg lavet en aftale med mig selv af uanset hvad der skete, eller hvor langt vi nåede, vill evi vende om kl 15, fordi det tog ca. 3 timer at kommer hjem, og det uden svinkeærinder.
Tidsplanen hold og vi var nede på helt flad jord igen ca. 14:45.
Næste mål var bare at komme hjem og spise noget mad. Kursen var sat, og der var stadig liv i benene.
Vi gik af ridestierne hele vejen hjem og havde ikke noget kort, så man måtte prøve sig frem efter kroppens naturlig kompas, og det lykkedes også fint.
Da vi nåede over en af de sidste bakker og faktisk kunne se Elliðavatn, var det som om der kom fornyet energi i benene, man kunne se målet, vi ville snart (inden for halvanden time) være hjemme.
Der var klart længere end forventet og man kunne mærke det i benene.

Endelig kunne vi se søen og 15 min efter var vi hjemme kl var blevet 18 og det var 8,5 timer siden vi havde forladt vores rede.
Der blev strukket ud og slappet fuldstændig af, drukket te og spist franskbrødsmadder.

Jeg var nysgerrig, så jeg ville se hvor langt vi minimum havde gået det blev til følgende kort, og der er vores svinkeærinder ikke med eller bjergturen.

Den blå rute var udturen ca, og den grå var hjemturen :D

Da vi skulle arbejde mandag skulle vi næsten ud til bjerget, og det var fantastisk at kunne køre i bil derud ;)